Af Paw Rytter
De færreste blev for alvor overraskede, da Hjørring kommune tidligere på året valgte at tildele forpagtningen af den kommende Molecafé til Kasper og Jonas Brix fra North Shore Surf. Enkelte undrede sig måske lidt, da det kom frem at en anden aktør havde tilbudt kommunen en højere forpagtningsafgift. Men der var ikke noget fordækt ved, at det laveste bud endte med at vinde udbuddet, for de indkommende bud skulle vurderes ud fra to kriterier, dels den tilbudte forpagtningsafgift, dels det bagvedliggende koncept. Og når man tog det sidstnævnte i betragtning, var der ingen tvivl – konceptet fra North Shore Surf var gennemarbejdet, visionært og byggede på et solidt og troværdigt fundament. De to bud var henholdsvis på 75.000 og 162.000 kr. i årlig husleje. Læs mere om udbuddet her.
Med en relativt beskeden husleje, så det lyst ud for Kasper og Jonas. Alt tegnede til de ville få arbejdsro til at kunne finde sig tilrette i de nye rammer og komme igang med at transformere North Shore Surf til en virksomhed, der skaber liv i molelejet hele året. Det var næsten for godt til at være sandt. Og det var det desværre også.
En grim overraskelse
Lejemålet på den anden side af gaden forvaltes af Foreningen Løkken Moleleje. Bygningen bliver opført og betalt af Hjørring kommune samt af en generøs donation fra Realdania. Den nye version af Fiskernes Hus bliver overdraget til Foreningen Løkken Moleleje, når byggeriet er færdigt. Huset er gældfrit, så der skal hverken betales afdrag eller renter. Foreningen betaler kun 22.000 i årlig leje til Hjørring kommune. Derfor kom det som lidt af en overraskelse for Kasper og Jonas, da bestyrelsen præsenterede en lejekontrakt med en årlig leje på ikke mindre end 340.000 kroner, ex. moms.
Huslejen er fastsat med afsæt i nedenstående budget, som bestyrelsen for Løkken Moleleje har udarbejdet. Oplysningerne for 2023 og 2024 er faktiske indtægter og omkostninger, mens tallene for 2025 og 2026 afspejler bestyrelsens forventninger. Udefra set kan det være lidt svært at se, hvorfor de forventede omkostningerne er blevet skruet så højt i vejret. Navnlig firedoblingen af posten til “omkostninger til råvarer og hjælpemidler” springer i øjnene. Men det er ikke kun den. Stort set alle omkostninger forventes at stige med 50-100 procent.

En ny virkelighed venter North Shore Surf
Huslejen i den gamle surfcafé var noget anderledes i forhold til den, der nu venter North Shore Surf. Hvor de tidligere kunne nøjes med at betale 40.000 kr. om året, skal de nu lægge mere end det tidobbelte i husleje. Der skal altså virkelig gang i surfskolen og caféen for at få enderne til at mødes.
Det er trist, hvis det økonomiske pres ender med at undergrave den helt særlige løkkendariske atmosfære, der hidtil har karakteriseret molelejet til glæde for såvel Løkkenboere som sommergæster.
En uhensigtsmæssig konstruktion
Realdania og Hjørring kommune har givet Løkken nogle skønne faciliteter, som kun burde være til glæde. Men desværre er der noget med den økonomiske konstruktion omkring de Maritime Huse, der har haltet.
I forbindelse med udbuddet af Molecaféen valgte Hjørring kommune det tilbud som tilkendegav, at man ville udnytte og udfolde de muligheder, der ligger i et samspil mellem Caféen og lager- og omklædningsfaciliteterne i Fiskernes Hus. Hjørring kommune satte koncept og vision for Molelejet højere end husleje i forbindelse med valget af forpagter. Men Hjørring kommune tog ikke højde for, at der gjaldt nogle andre vilkår for Foreningen Løkken Moleleje. Bestyrelsen for foreningen har ikke samme økonomiske råderum som Hjørring kommune. Det ses tydeligt af det forsigtige “livrem og og seler” budget, som bestyrelsen har udarbejdet.
Problemet er, at tilbudsgiverne handlede i blinde, da de bød ind på forpagtningsaftalen på Molecaféen. For hvem ville tænke, at huslejen i Fiskernes Hus ville ende med at blive den højeste pr. kvadratmeter i Løkken, når der var tale om et de facto gældfrit byggeri?
Hvis Hjørring kommune og Realdania ønskede, at der skulle være en synergi mellem caféen og faciliteterne i Fiskernes hus, så kunne man med fordel have fået fastlagt, på hvilke vilkår en kommende forpagter af caféen, ville kunne leje lokalerne i Fiskernes Hus, inden man satte caféen i udbud. På den måde ville bydere på Caféen have vidst, hvad de gik indtil.
Foreningen Løkken Molelejes formål er ikke at akkumulere overskud
En forening som Løkken Molelejes opgave er at tjene almenvellet. Dens formål er altså ikke at generere så stort et overskud som muligt, omvendt må bestyrelsen heller ikke agere økonomisk uansvarligt, så foreningens drift bliver truet. Kort sagt skal der være en nogenlunde fornuftig balance. Spørgsmålet er om det budget, som bestyrelsen har udarbejdet, er udtryk for en fornuftig balance eller ej. Umiddelbart synes det som om, at nogle poster er blevet sat overraskende højt, men det kan der jo være en god forklaring på. LøkkenPosten vil tage kontakt til foreningens formand, Christian Hem og forsøge at finde ud af, hvad posterne i budgettet er baseret på.

Bondefangeri! Håber ikke det bliver til en økonomisk byrde. Kedelig start for de unge mennesker.
😳😳😳 Så røg armene ned, og idéen i vasken.
Det er noget svineri at de kan sætte lejen op så højt. Har de mon noget de skal have dækket ind 😡😡
Var det ikke ude i bud runde om hvem der skulle have lokalerne? Hvor de bød en lavere månedlig husleje end nogle andre og vandt den stadig. Kan man så godt tillade sig at brokke sig?
Hej Ole
Det her handler ikke om huslejen på caféen, men om huslejen på lokalerne på den anden side af vejen.
Paw Rytter – LøkkenPosten
Må jeg spørge hvad huslejen dækker over?
Er det inklusiv vand, varme og rengøring?
Er lokalerne ikke alene omklædning, sauna og brusere?
Det lyder noget konstrueret det budget?
Men så må os der bruger faciliteterne jo til lommerne 💯 tak for det Løkken Moleleje.
Også tak til Real Dania og Hjørring Kommune som har opført bygningerne.
Uhørt! Kasper og Jonas bør kun betale de udgifter der er relateret til driften f.eks strøm og vedligehold. En fornuftig leje som tidligere kan være OK.
North Surf Løkken bidrager meget til turismen i Løkken og skaffer hermed indtægter til alle og det betales der skat af! Det er en ommer! Tom Hertel
Bliver interessant at følge Løkkenpostens afdækning af sagen !!!
Fiskerne har altid været der – og bliver ved
Fiskeriet i Løkken har dybe rødder og toppede ganske rigtigt omkring slutningen af 1800-tallet og ind i 1900-tallet. Men det er langt fra en lukket bog. Der fiskes stadig – af både erhvervsfiskere og folk, der værner om traditionen og det levende kystmiljø. Det er ikke noget, man bare lukker ned for, fordi der kommer nye strømninger til.
Når fiskerne kommer med et hus, der er sat lavt til tre millioner og er blandt de få lokale, der rent faktisk har lagt noget i projektet, så fortjener det respekt. De bidrager, og de gør det ansvarligt. Det er heller ikke deres opgave at redde andres forretning – hverken økonomisk eller planmæssigt.
Det er selvfølgelig fint, at unge iværksættere får en chance. Men det må ske på fair vilkår og med åbenhed. Og ja, surferne har også siddet med ved bordet – så det bør ikke komme bag på nogen, hvordan tingene udvikler sig i Molelejet.
Det handler i bund og grund om respekt for hinandens virkelighed – både dem, der har været her i generationer, og dem, der lige er kommet til.