Af Paw Rytter
Til manges overraskelse indkom der kun to bud, der levede op til udbudsbetingelserne, da Hjørring kommune skulle finde den kommende forpagter til Molecaféen. De bydende var Brian Christensen, der er indehaver af Strandkøbmanden i Lønstrup og de lokale Kasper og Jonas Brix, som hidtil har været forpagtere af Surfcaféen.
Udbuddet havde to søjler. Dels hvad de bydende ville give i husleje, dels hvad de bydende kunne tilbyde på rent konceptuelt.
De maritime huse, som Molecaféen er en del af er finansieret af Realdania og Hjørring kommune. Byggeriet har været omkostningsfuldt og hvis den kommende forpagter skulle betale en husleje, der kunne stå mål med Hjørrings kommunes omkostninger ved at etablere det spritnye byggeri, så ville der næppe kunne findes en forpagter.
De kontante facts
Brian Christensen fra Lønstrup tilbød en forpagtningafgifts på 162.000 kroner årligt, hvilket var noget mere end brødrene Brix, som tilbød 75.000 kroner årligt.
Men da anlægsbudgettet for de Maritime huse er på den pæne side af 11 millioner, kom ingen af buddene antydningsvis i nærheden af at kunne servicere den bagvedliggende gæld. En markedsleje baseret på anlægsudgiften ville som minimum ligge et sted mellem 300.000 og 600.000 kroner om året, alt efter om støtten fra Realdania iberegnes eller ej.
Hvorfor vandt Kasper og Jonas udbuddet
I udbuddet hed det, at økonomi og koncept blev vægtet, hver især med 50%. Men udefra set er en ting klar, udbuddet blev ikke afgjort på økonomi, men derimod på hvor overbevisende de indkommende koncepter var. Og tak for det.
Hvad var Brian Christensens vision?
Brian Christensens tilbud kan læses i sin helhed nedenfor. Men kort resumeret var rygraden hans erfaring med cafédrift i Lønstrup. I beskrivelsen lægges op til forskellige aktiviter, som kunne afvikles med udgangspunkt i Molecaféen.
Der nævnes: Kunst og maleri workshops, spilledage, sprogcafe dage, kreadage og fast mentordag at inkludere alle børn og unge samt skabe et tæt sammenhold i Løkken og strandmiljøet på tværs at fritidspræferencer. Vi vil arrangere månedlige events, som f.eks. foredrag, markedsdag og kulturelle arrangementer i samspil med lokale aktører for at sikre at molelejet året rundt er et spændende og interessant besøg for både børn, unge og voksne.
Altså udmærkede bud på aktiviter, men man får ikke rigtig en fornemmelse af, at buddet bygger på en indgående fornemmelse af ånden i Løkken moleleje.
Hvad tilbød Kasper og Jonas – North Shore Surf?
Ikke overraskende viste tilbuddet fra Kasper og Jonas Brix en mere indgående forståelse af, hvad der definerer Løkken moleleje. Man fornemmer de er på hjemmebane. I deres tilbud lyder det blandt andet:
Caféen skal være en central drivende kraft i Molelejet og understøtte den samlede vision gennem partnerskaber og nære relationer til de øvrige aktører. Her er især et tæt samarbejde med Foreningen Løkken Moleleje, Løkken Surfklub, Kystfiskerne og Hjørring Kommune helt essentielt. Som knudepunkt for bl.a. surfskole, surfudlejning og vinterbadning vil caféen ikke bare servicere Molelejets gæster men også tiltrække dem. Caféen vil udnytte ”Hallen” til bl.a. servering og events, men vil også være drivkraft for, at den bruges til bl.a. skoleaktiviteter, foreningsaktiviteter og formidling omkring det maritime liv og havmiljø. Hallen spiler desuden en central rolle i at udvide aktiviteter i molelejet året rundt. North Shore Surf er indstillet på at indgå tæt samarbejde med Hjørring Kommune omkring booking af Hallen og ønsker at lokalerne skal tiltrække et bredt publikum i alle generationer. Se ”Koncept &Ide” for yderligere beskrivelse.
Den helt store forskel mellem budene
Det er ikke til at sige med vished, men den udslagsgivende faktor kan meget vel have været den omfattende beskrivelse af den vision for Løkken moleleje som udfoldes flot i folderen Koncept og Ide.



































































2 Comments