Af Paw Rytter

På Facebook går diskussionen livligt om, hvem der skal overtage forpagtningen af Molecaféen, når den står klar først på sommeren 2025. Ikke overraskende er der mange, der mener at det ligger lige til højre benet – det må naturligvis blive brødrene Kasper og Jonas Brix, der skal rykke ind i de nye lokaler.  Andre påpeger, at caféen er sat i udbud og at alle med interesse og gå på mod skal kunne byde ind. 

Begge positioner er lette at følge. For de fleste anerkender, at Kasper og Jonas Brix har gjort en kæmpe forskel. Ikke bare for surf-miljøet, men for Løkken som helhed. Og på den anden side skal der være fairplay, når et fælles gode er sat i udbud. Alt andet ville være udansk. Kort sagt er det ikke end let opgave, der er i vente.

Men hvem er det så, der kommer til at afgøre det? Er det hovedsponsoren Realdania? Eller er det Foreningen Løkken Moleleje? Et udvalg? Eller er det byrådet?

Løkkenposten har spurgt Bettina Hedeby Madsen fra Hjørring kommune om den kommende proces. Hun er vicekommunaldirektør, samt direktør for Kultur, Teknik & Miljø + HR & Digitalisering. Kort sagt har hun mange kasketter og er godt inde i sagerne.

 
Løkken får ikke direkte indflydelse i processen

Bettina Hedeby Madsen oplyser, at det er økonomiudvalget, der skal træffe beslutningen. Der vil ikke blive involveret eksterne i processen. Årsagen til at fx Løkken Moleforening ikke får mulighed for at give sit besyv med er ifølge Betinna Hedeby Madsen kort og godt, at bortforpagtning af kommunal ejendom er en kommunal opgave og kompetence. Længere er den ikke.

Økonomiudvalget består af 9 politikere. Ingen af dem bor i eller nær Løkken. Udefra set kan det for nogen måske virke uhensigtsmæssigt, at byrådet ikke nedsætter et særudvalg med dyb indsigt i de lokale forhold. Fx med repræsentation af de medlemmer af byrådet, der bor i Løkken. Omvendt mindsker det naturligvis risikoen for beskyldninger om nepotisme og positiv særbehandling. 

Forvaltningen indstiller bedste bud til økonomiudvalget

Men det standser ikke her. For i virkeligheden er det slet ikke økonomiudvalget, der kommer til at tage stilling til, hvilket af de indkommende bud, der er det bedste. Det er nemlig forvaltningen, der gennemgår de indkommende bud og vurderer, hvilket der er bedst. Budene skal vurderes i forhold til to kriterier. Dels hvem der vil betales den højeste forpagtningsafgift. Dels hvem der har det bedste café koncept. Begge kriterier vægtes med 50% i forbindelse med forvaltningens vurdering.

Om cafékonceptet skriver Hjørring kommune i udbudsmaterialet:

Hjørring Kommune lægger vægt på tilbudsgivers beskrivelse af Tilbudsgivers tanker og ideer om hvordan Tilbudsgiver via cafeen vil bidrage til visionen om, at området ved Molelejet skal indbyde til ophold og aktivitet hele året.

Ved afgivelse af tilbud, skal Tilbudsgiver vedlægge en beskrivelse af følgende:

a. hvordan Tilbudsgiver via cafeen vil bidrage til den samlede vision for Molelejet, herunder

hvilke tanker tilbudsgiver gør sig i relation til cafeens samspil med Hallen.

b. hvordan Tilbudsgiver vil imødekomme kundegrundlaget ved Molelejet i henhold til menu

og prisniveau.

c. hvordan Tilbudsgiver vil bidrage til at skabe liv ved Molelejet året rundt, herunder angive

forslag til caféens åbningstider. Idet caféen anes at udgøre en central rolle ift. at sikre liv og aktivitet såvel inde- og udenfor, er det en forudsætning, at cafeen har helårsåbent.

d. hvorvidt og hvordan Tilbudsgiver ser sig i stand til at løse de opgaver, der er beskrevet under afsnit 6.1. og 6.2. i sammenhæng med cafédriften.

Punkt 6.1 0g 6.2 pålægger forpagteren diverse pligter i forhold til rengøring af fællesarealer, åbningstider og rydning af sand.

Risiko for varm luft og vindfrikadeller

Det er ikke let at udarbejde et godt koncept, men det er trods alt en mere overkommelig opgave end at bruge ti år på at opbygge et surf-miljø. Forvaltningen vil naturligvis anerkende betydningen af den indsats og erfaring, som Kasper og Jonas Brix repræsentere. Men det kan ikke udelukkes at der vil blive afgivet bud, som lover guld og grønne skove og som med forvaltningens øjne ser bedre ud.

Nogen husker måske skandalen dengang Radio 24syv tabte et udbud om en sendetilladelse til Radio Loud. Folkene bag Radio Loud havde ingen erfaring med at lave radio, men de var til gengæld rigtig gode til at skrive en god ansøgning. Kort fortalt lovede personkredsen bag Radio Loud mere end de kunne holde. Resultatet var at 260 millioner blev spildt på at opbygge en radiostation, som ingen gad at lytte til. 

Pointen med ovenstående er, at der en reel risiko for at nogen uden reelle kompetencer, lover så meget at forvaltningen lader sig forblinde. Det er alt andet lige lettere at skrive man vil have en lækker menu baseret på frisk fisk og lokalt dyrkede økologiske grønsager og holde åben fra 10-22 hver dag hele året rundt end det er rent faktisk gøre det.

Politikere fravalgte at følge udbudsproces tæt

På et møde i økonomiudvalget d.9. oktober fik udvalget mulighed for at tage stilling til om der skal være politisk repræsentation i forbindelse med gennemgangen af de indkommende tilbud. Det tilbud valgte økonomiudvalget at takke nej til. Dermed blev der de facto overdraget et meget stort ansvar til forvaltningen. For dermed kommer ingen af de folkevalgte til at have indsigt i og overblik over kvaliteten af de indkommende bud.

Hvis du har lyst til få mere som dette i fremtiden, så klik ind og følg LøkkenPosten på Facebook.

7 Comments

  1. Tak for at i har undersøgt processen om ‘kiosken’
    Men pu ha den proces kan give helt ondt i maven og jeg kommer til at frygte det værste.
    Hvor er det egentlig trist med et politisk styre der ikke udviser nogen interesse for eller engagement i den virkelighed der opleves lokalt!
    (Var der ikke en politisk beslutning om driften af Ishuset på Sønderstrand? Det er afgået ved en meget stille død kan vi hilse og sige. Har det nogen konsekvens nu efter anden sæson uden stabilt ishus?)
    Hjørring Kommune kan være så stolte over Løkken by og burde støtte op om alle de fantastiske lokale initiativer der sker her.

      1. Problemet er at ishuset slet ikke har været åben i 2024. Der blev ikke engang tilsluttet strøm m.v. Der er ingen krav til at forpagteren holder åbent.

  2. Det nye byggeri ser spændede ud på tegningen, men jeg håber det får mere liv end den nye mole som blev bygget. Den står som et tomt monument med en trappe man ikke rigtig ved hvad skal bruges til. Der kunne skabes liv ved fx at etableres en iskiosk der.
    Jeg håber i fremtiden man igen finder plads til de unge, altså dem som ikke lige surfer.

  3. Det vil være dybt uretfærdigt, hvis ikke Kasper og Jonas får lov at fortsætte det gode arbejde med surfmiljøet ved molen. Man risikerer fuldstændig at ødelægge de gode oplevelser ved molen.

  4. Det er hårde odds at forlange at “tibudsgiverne via cafeen skal bidrage til den samlede vision for Molelejet for at skabe liv ved Molelejet året rundt, herunder hvilke tanker tilbudsgiver gør sig i relation til cafeens samspil med Hallen.” som der står i udbudsmaterialet. Hvad har det med hallen at gøre?
    Det mest ærgerlige er at de, der åbenbart bestemmer vælger at lave et trist betonbyggeri på den bedste plads i Løkken. Det, der er væltet var lidt slidt, men det havde en sjæl og varme, der måske får trange kår i de nye omgivelser. Men med Kasper og Jonas er der måske håb om at det lykkes.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *