Af Paw Rytter
I går eftermiddags afholdtes der møde i LULO, Lokalt Udviklingsråd for Løkken og Omegn. En af gæsterne var Claus Christensen fra Løkken Varmeværk, der gav en hurtig overflyvning over status for de igangværende gravarbejder i Løkken. Kort sagt var budskabet fra Claus Christensen “vær tålmodige, vi gør det så godt, som vi kan.”
En af udfordringerne ved det omfattende gravearbejde er, at man hele tiden skal sikre at beredskabet og navnlig hjemmeplejen, skal kunne komme omkring. Så selvom det kan være træls, at skulle køre ad omveje, så er der en dybere mening med galskaben.
Til den lidt ærgerlige side nævnte Claus Christensen en potentiel problemstilling, som lurer i nær fremtid. De mange reparationer af vejene betyder, at de asfalterede flader hæver sig i forhold til grundene, hvilket kan betyde, at nogle grundejere fremadrettet vil opleve større udfordringer i forhold til bortledning af regnvand. I følge Claus Christensen ville det have været at foretrække, at man havde skrællet den eksisterende asfalt af og sænket kørefladen. Men den mulighed har man desværre forpasset i denne omgang.

